Få dejlig strækbart tøj med viskose

Hvis man vil lave behageligt tøj i strækstof, er det svært at komme udenom en af favoritterne: viskose. Når man anvender materialet til beklædning, vil man opleve, hvordan det har et fantastisk fald og derfor er særligt velegnet til overdele, kjoler og nederdele. Oprindeligt blev stoffet fremstillet som en form for erstatning for den dyre og nogle gange sværttilgængelige silke. 

I dag anvendes det komfortable stof af rigtig mange brands, og de fleste har et stykke beklædning med viskose i deres tøjskab.

Hvordan fremstilles viskose?

Viskose går også under navnet rayon, og materialet er lavet af regenererede træfibre, cellulose, der har været igennem en kemisk proces. Nogle betegner materialet som et syntetisk stof, men der er faktisk tale om en type af stof produceret af et naturligt materiale, der derfor befinder sig et sted mellem syntetisk og naturligt. 

Alt efter behandlingen, kan man få materialet i mange forskellige teksturer og kvaliteter; det kan være alt fra silkeglat til at have en mere bomulds- eller uldlignende struktur. Det fås både i fast stof, men der er samtidigt mange lækre strækstoffer i materialet, eller hvor fibrene indgår som en komponent. 

Stoffet er blødt og smyger sig behageligt også direkte på bar hud, og det bliver ikke statisk elektrisk som mange andre mere syntetiske stoffer.

Et materiale med mange muligheder

Når man arbejder med viscosestoffer, vil man opleve, at det har mange fantastiske kvaliteter. Der er mange ligheder mellem viskose og bomuld, da de begge er meget behagelige mod huden, har en smidighed og ikke bliver statisk elektriske. 

Udover at viskosestoffer har et flot fald, er det åndbart og kan faktisk optage dobbelt så meget fugt som almindelige bomuldsstoffer. Det er blødt og komfortabelt mod huden, men er samtidigt stærkt og har en lethed. Man kan få stoffet i mange forskellige teksturer, mønstre og farver, og det er ofte et relativt billigt materiale. 

Derudover giver materialet rig mulighed for, at man selv forsøger sig med at indfarve stoffet, da det har en meget god farvegengivelse. Viskose er derfor et rigtig lækkert materiale, der har mange forskelligartede anvendelsesmuligheder for den, der nyder at sysle med syning.

Vær opmærksom på dette, når du arbejder med viskose

Hvis man vil anvende viskose til beklædning, der skal kunne vaskes, skal man huske at vaske stoffet, inden man går i gang med at klippe. Materialet vil nemlig krympe en smule ved vask, og vasker man stoffet ved for høj temperatur, vil det have en tendens til at krølle sammen og krympe uhensigtsmæssigt. Man kan godt vaske stoffet ved 60 grader, men er det farvet, skal man være opmærksom på, at det skal have en lavere temperatur. 

Derfor anbefales det, at viskose vaskes i maks. 40 grader varmt vand, men læs vaskemærkerne for det specifikke materiale, da det ofte er blandet med andre fibre, der kan kræve endnu lavere vasketemperatur. 

Når stoffet er vådt, er fibrene mere sarte, og man skal derfor undgå at strække eller vride i stoffet, når det stadig er fugtigt. Hvis stoffet har krøllet sig en smule, kan man let fjerne bukler og rullede kanter med et strygejern eller en damper.